Tirsdage og torsdage fra kl 9.00-10.00.
Blid morgenyoga er yoga i roligt tempo. Vi laver øvelser, som ikke er fysisk svære/krævende, men som alligevel har en stor virkning på dit velbefindende.
Blid morgenyoga passer til alle: Unge og gamle, stive og smidige, mænd og kvinder, nybegyndere og erfarne indenfor yoga. Blid morgenyoga er skønt – også når du ikke har meget energi – når du ønsker at mærke dig selv og din krop, øge kroppens bevægelighed og livsenergi samt at finde ro i sindet med dybe vejrtrækninger.
Yoga er for dig, der er nysgerrig på dig selv og som gerne vil udfordres lidt på både din balance, styrke og din smidighed.
Du behøver ikke at have erfaring med yoga eller kendskab til det på forhånd. Du behøver heller ikke at kunne nå dine tæer, smidigheden kommer stille og roligt snigende med tiden.
Du lærer at arbejde med din vejrtrækning og du lærer at fordybe den. Du lærer at mærke hvordan den rette vejrtrækning kan give dig mere energi og gøre dig afspændt.
Du lærer at berolige dig selv, styrke din lungemuskulatur og du lærer din krop og dit sind, at du med en dyb og rolig vejrtrækning kan arbejde dig ud af en stressfuld situation og berolige dit nervesystem.
Du vil også opleve roen og glæden ved at kunne stilne sindet, give det en velfortjent pause fra det daglige tankemylder og bare fordybe dig i din yogapraksis. Du lærer at få mere fokus på dit eget velbefindende.
Der vil være variation i undervisningen fra gang til gang, men du vil opleve at der er mange stillinger som er gengangere, da du på den måde bliver fortrolig med stillingerne og derfor kan fordybe dig mere. Det giver dig en oplevelse af at kunne komme dybere i dine stræk og du vil opdage at du gradvist bliver mere smidig og stærk.